|
Ifølge Den Store Danske Encyklopædi, bind
10, 1998, er det en dansk titel, der gav rang i 4. eller 5. rangklasse.
Efter enevældens indførelse var det hensigten at anvende titlen på
medlemmer af Højesteret. Det skete dog langtfra konsekvent, og titlen
blev efterhånden tildelt forskellige embedsindehavere, ligesom personer
uden for statstjenesten kunne blive udnævnt til justitsråd som en
påskønnelse. Tildeling af titlen ophørte i begyndelsen af
1900-tallet. |
|
Betegnelsen blev i ældre tid anvendt for
en person, der efter anmodning varetog en andens forretninger. Den Store
Danske Encyklopædi, bind 15, 1999, anfører at betegnelsen i
middel-alderen anvendtes inden for den romersk-katolske kirke bl.a. om
personer, der mødte for andre i retssager, og at det er i denne
betydning prokuratorer optræder i Danmark fra 1600-tallet. I løbet af
1700-tallet vandt betegnelsen advokat indpas som betegnelse for en
prokura-tor ved Højesteret. I 1868 blev betegnelserne prokurator og
advokat afskaffet ved Lov om Adgang til Sagførervirksomheden og
erstattet af titlen sagfører. I 1959 blev
betegnelsen sagfører afskaffet og advokattitlen genindført i stedet for.
De, der havde de gamle titler: sagfører, landsretssagfører og
højesteretssagfører, kunne dog fortsat anvende dem karrieren ud, men fra
da af hedder alle andre "advokat", evt. med tilføjelserne "møderet for
landsret", (L) eller "møderet for højesteret", (H).
Prokurator er afledet af det latinske procurare, en
person, der i ældre tid efter anmodning varetog en andens forretninger. |