Honore-Victorien Daumier er født i Marseilles i februar 1808 og døde 1879 i Paris. De to år markerer et liv fattigt på ydre oplevelser. Daumier var født fattig og hans kår var stadig beskedne. Så regelmæssigt som en håndværker leverede han sine varer - sine litografier, der kun bragte ham et ringe honorar, men trofaste venner både medens han levede og efter hans død. Hans sidste år mildnedes ved en lille statspension fra den republik, han hele sit liv havde kæmpet for, og ved et hus på landet, som hans ven Corot, landskabsmaleren, forærede ham.

Faderen var glarmester med poetiske ambitioner, men uden midler. Sønnen måtte ud at tjene og blev ansat i en boghandel og senere hos en sagfører som stik-i-rend-dreng. Om han har nedfældet sine indtryk herfra i sine berømte skildringer af jurister er ikke godt at vide. I al fald er det uden betydning. Daumier skulde nok have vidst at skaffe sig underretning om dette felt, sådan som han i årenes løb trængte til bunds i andre områder af menneskelivet.

Men hverken boghandel eller sagfører kontor interesserede ham. Han vilde tegne. Trangen dertil var voldsom, det var et kildespring, der ikke kunde dæmpes, og som sprudlede med usvækket kraft år efter år. Det er et af de tilfælde, hvor der intet valg var. Daumier måtte blive kunstner. Han havde ikke alene følelse, men et kæmpemæssigt overskud deraf. Vi kan forstå hans vitalitet af hans litografiers tal, men hans sind i hele dets omfang kun af hans malerier.

Først efter hans død lærtes de rigtigt at kende, og de satte Daumier fra hans plads som århundredets vittigste kunstner hen paa en højere plads som en af de største kunstnere, der kendes. Balzac sagde, halvt i spøg måske, men mere sandt end han selv og andre kunde ane, at der stak et stykke af Michelangelo i Daumier. Hans patos er da også stor som Michelangelos, han er direkte inspireret af ham, men han ligner ham i sin kunst ikke så meget som hundrede efterlignere af Michelangelo i det 19. århundrede. Der er en væsentlig forskel mellem de to, der markerer den begivenhed der laa mellem dem i tid, og som danner baggrund for Daumier.

De idealer om individets ret overfor samfundet, som den store franske revolution knæsatte, går som en rød tråd gennem Daumiers kunst. Vi ser det klarest og stærkest i hans malerier og tegninger, mindre direkte i hans litografier. I hans malerier gør han Don Quixote til helt. I rationalismens tidsalder havde denne upraktiske riddersmand været latterlig, men Daumier gør ham til helt midt i hans latterlighed. En mand, der kæmper for idealer, de være sig nok saa taabelige, har krav på respekt. Også i hans malerier spiller jurister en stor rolle. De er ikke som i hans litografier karikerede, men karakteriserede med stærkeste midler. I litografierne er de repræsentanter for et forbenet, knirkende, maskinmæssigt system, og i reglen komiske.

I malerierne er de mere. Der er de farlige. De repræsenterer her statsmagten, et overmægtigt system, der knuser det almindelige menneske under dets uhyre vægt, trækker det ind i maskinen med ubarmhjertige tandhjul. Det er ideen, der er den kunstneriske baggrund, men ikke selve kunsten. Som idé er juristerne det negative, klienten det positive, fordi han repræsenterer livet og retten. Men som kunst er hele fremstillingen med juristerne som centrum det positive. I dem giver han sin kunst, de påkalder vor interesse.

Daumier kaldes humorist, han kan få os til at le; men humor er en flygtig ting afhængig af tid og sted modsat kunst. Nogle ler med rette af hans skildringer andre gribes med ikke mindre ret af følelser, hvor gru spiller rolle Han kaldes også karikaturtegner. Begrebet karikatur forbindes ofte med begrebet humor. Det kan det dog egentlig ikke, for det betydet den yderste grad af karakterisering. Evnen hertil havde Daumier. Med en uforlignelig skarphed og fylde tegner han for os retssalene med deres særlige atmos-fære, juristernes kølige professionalisme, deres skue- , spilleragtige optræden, den effektivitet, hvormed de driver juraen for juraens skyld, ligesom nogle kunstnere dyrkede »kunsten for kunstens skyld« som slagordet var. Også den var Daumier ude efter i sine tegninger »De har ganske vist tabt deres sag, frue, men De har dog haft fornøjelsen af at høre mig tale«. Han er ensidig, forsåvidt som han aldrig skildrer en jurist sympatisk.

Er det ikke en uretfærdighed af ham, der netop søgte retfærdighed mere end noget andet? Spørgsmålet er stillet forkert, sagen må ses på en meget bredere basis. I sine utallige karikaturer sigtede han ikke blot efter jurister, men efter talrige andre professioner og kategorier af mennesker. Hans satire ramte også kunstnere, teaterfolk, blåstrømper, borgere i almindelighed, som han så som lejere og husværter, som togpassagerer, som skovgæster, ægtefæller og i mange andre egenskaber. Han sigtede efter deres vedtægtsmæssige væremåde, deres sløvede livsvaner, deres små hyklerier og løgne, og han var i den korte tid, han fik lov, ude efter storvildt, efter politikerne indbefattet kongen, Louis Philippe og senere kejseren, Napoléon den Tredie.

Modpolen her var for ham republikken, der i skikkelse af en stor frodig kvinde nærede sine børn ved sit bryst. Det var inkarnationen af det ideal, der gav hans satire vingefang. Men han vilde ramme sig selv, hvis han blot var ensidig politiker uden tanke for andet end partiet. Republikkens triumf var for ham meget mere end et partis eller en bestemt samfundsklasses triumf. Den symboliserede for ham alene menneskets triumf - mennesket befriet fra tryk ikke alene fra statsmagtens eller retsmaskineriets side, men også befriet fra smålighed, surhed og snæver dyrkelse af private interesser.

Det forstås da, at han elskede Don Quixote mere end nogen anden. Som moralist var han selv den spanske ridder. Han stiller ulemperne op i skarpeste lys, men han angiver ingen konkrete løsninger. Måske tror han ikke på nogen løsning, men han har sine idealer. De omfatter intet mindre end den ubegrænsede uselviskhed, sådan som den rene stærke følelse, en moder nærer for sine børn. Den forener sig med en aktuel, men vag følelse af håb knyttet til republikken. Han oplevede dens komme, men så ikke sit håb gå i opfyl-delse. Hans jurister sådan som hans øvrige borgere repræsenterer da et led i en stor plan.

Han vil ikke gøre grin for grinets skyld, han vil ikke straffe ved at gøre nar; han vil give sit bidrag til at ryste folk ud af deres vanetilværelse og selvoptagethed. Han gik i spidsen med sit eksempel, for han gav sig selv helt og udelt i sine malerier, han krængede sin sjæl uden hensyn til borgerlige vedtægter, og en del deraf er bibeholdt i litografierne. De er hastigt nedtegnede og ikke alle lige gode, men de bedste fortæller os om hans fantasi, livlighed, skarphed, åndelige mangfoldighed og modtagelighed. Se hans fysiognomier, se hans figurers plastik, se hans energiske, aldrig svigtende karakteristik.

 Han giver mere end et enkelt menneske kan opfatte, ikke alene er tallet af hans arbejder så enormt, men indenfor hvert enkelt billede er mulighederne mange. han spiller på et stort register. Vi kan le, vi kan græde, vi kan undres. Han er den store skuespiller, der omfatter hele menneskeheden i sin kunst. Her ser vi kun et lille udsnit, omend en berømt del af hans værk. De taler for sig selv, men kan disse bemærkninger bidrage til en større forståelse af Daumiers kunst og dermed til åndelig beri-gelse for hans medmennesker, er de ikke skrevet forgæves.